Hvorfor er jeg svimmel, når jeg ligger ned?
Hvis du oplever at føle dig svimmel, når du ligger ned, kan det være fordi, du har løse øresten i øret. Det er ikke noget, som du kan se med det blotte øje, men det er noget, som du kan mærke i form af svimmelhed, og det er ikke unormalt at have.
Oprettet
Hvis du oplever at føle dig svimmel, når du ligger ned, kan det være fordi, du har løse øresten i øret. Det er ikke noget, som du kan se med det blotte øje, men det er noget, som du kan mærke i form af svimmelhed, og det er ikke unormalt at have.
Når du har løse øresten, kan du have symptomerne i alt fra en dag til flere måneder. Med den rette behandling kan du dog selv være med til at fremskynde bedringen. Læs med, og få en forklaring på, hvorfor du får løse øresten, og hvordan du kan behandle og forebygge dette.
Hvad er øresten?
Øresten bliver også kaldt for ørekrystaller, og disse findes i det indre øre. De har den funktion, at de er med til at sikre din krops tyngdefornemmelse. Hver gang du bevæger dit hoved, bliver dine øresten påvirket af tyngdekraften, hvilket stimulerer de sanseceller, som ørestenene er i kontakt med. Således bliver der sendt beskeder op til din hjerne om, hvordan dit hoved bevæger sig.
Hvis du har øresten, som glider rundt i dit øre og ind i buegangene, har du løse øresten. Disse løse øresten påvirker din hjernes opfattelse af dine bevægelser, hvilket kan være årsagen til, at du er svimmel, når du ligger ned.
Hvad er symptomerne på løse øresten?
Når du har løse øresten, er det din tyngdefornemmelse, som bliver påvirket, hvilket kommer til udtryk i form af flere symptomer. Udover at du vil opleve at føle dig svimmel, når du ligger ned, kan du også opleve kvalme, dårlig balance og svimmelhed, når du laver visse bevægelser med hovedet.
Hvis du oplever flere af de nævnte symptomer, kan det være tegn på, at du har løse øresten. Du bør kontakte en læge, hvis du har mistanke om dette, så du kan få det bekræftet af en fagperson.
Hvordan behandler jeg løse øresten?
Hvis du har løse øresten, kan du hjælpe ørestenene tilbage til deres rette placering i øret ved at udføre nogle bestemte øvelser. Dog bør du ikke udføre øvelserne, hvis dine halskar har forsnævringer, eller hvis du har slidgigt i nakken. Inden du udfører øvelserne, bør du også være sikker på, at der er tale om løse øresten og ikke en anden underliggende sygdom.
Der er to former for øvelser, som du kan lave for at behandle dine løse øresten. Den ene øvelse er Epleys-manøvren, og den anden øvelse er Brandt-Daroff-øvelser. Du kan lave begge øvelser derhjemme selv. Ved Epleys-manøvren bør du mærke en forbedring allerede kort efter første øvelse.
Formålet med øvelserne er at lede de løse øresten tilbage på deres rette plads. Det foregår ved, at du skal lave nogle bestemte bevægelser med dit hoved, som flytter rundt på ørestenene. Derfor vil du også opleve at føle dig meget svimmel, mens du udfører øvelserne.
Hvorfor får jeg løse øresten?
Der kan være flere årsager til, at du får løse øresten. Det kan være fordi, du har fået en virus eller infektion, som har sat sig på dit indre øre. Hvis du har fået en hjernerystelse eller et slag mod dit hoved, kan du også få løse øresten. Har du været meget sengeliggende, kan tyngdekraften ligeledes rykke på dine øresten.
En af de hyppigste årsager til løse øresten er dog aldring. Med tiden bliver kroppen mere skrøbelig, og det samme gør sig gældende for ørestenene, som ikke sidder helt så godt fast, som de tidligere gjorde.
Det er dog også tilfældet, at mange mennesker kan have løse øresten, uden at der kan være en forklaring på hvorfor. Så du behøver ikke være bekymret, hvis du ikke kender til den specifikke årsag til, at du har fået løse øresten.
Hvordan undgår jeg at få løse øresten?
Du kan ikke garantere dig mod at få løse øresten, men vi har samlet nogle gode råd, som kan mindske risikoen:
- Dyrk motion regelmæssigt
- Sov på en ekstra hovedpude
- Pas på med at lave hurtige ryk med hovedet
Hvorfor er jeg svimmel, når jeg ligger ned, hvis jeg ikke har løse øresten?
Hvis du oplever svimmelhed, og det ikke er på grund af løse øresten, kan der være flere andre årsager hertil. Du bør altid kontakte din læge, hvis du er i tvivl om årsagen, og det har stået på i længere tid eller er meget forstyrrende.